• Den Skjulte Narcissist

    Hvordan undgår jeg at falde for en narcissist?

    Læsetiden er: 4 minutter

    Aldrig mere en narcissist

    Når du først har stiftet bekendtskab med en narcissist i en parforholdsrelation, ved du, hvor smertefuldt og forfærdeligt det er. 

    Aldrig mere en narcissist.

     

    Men hvordan undgår vi egentligt at falde i samme fælde igen? Er det overhovedet muligt? 

    For det første er det super vigtigt at forstå, at narcissister er ekstremt gode skuespillere, der kan manipulere, så det sender David Copperfield til tælling efter 2,5 sekunder. 

     

    Det ER enormt svært for et utrænet øje og sind at forstå, at der findes mennesker, der er så egoistiske, at de er villige til at lyve, manipulere, bedrage og gøre skade på andre. For at få deres egne behov opfyldt.

    Og der er intet i vejen med dig. Narcissister går ofte efter personer, der har noget at byde på. Som kan give ham det, han søger og har brug for at stjæle fra dig. Suge ud af dig. Så tro ikke, at narcissisten går efter dig, fordi at du fremstår svag. Nix. Narcissister elsker at nedlægge kvinder, der er attraktive eller som har noget, han finder attraktivt.

    Så vi må aldrig slå os selv oven i hovedet med selvbebrejdelse. Selv psykologer, læger, terapeuter og sagsbehandlere kan blive ført bag lyset af en narcissist. 

     

    Men hvad kan du så gøre for at undgå at falde for en narcissist igen?

    Vi falder for en narcissist af mange forskellige årsager. Narcissister har ofte tiltalende egenskaber som for eksempel intelligens, magt, godt udseende, karriere, et godt job eller humor. Ingredienser der har høj værdi i samfundet. Hvem vil ikke gerne have en attraktiv partner? 

    Det kan også være, at en narcissist spiller offerkortet. Det vil sige, at han “sælger sig selv” på en traumatisk barndom eller på anden måde et hårdt liv, der gør, at du åbner dig hjerte for ham, får lyst til at redde ham og bliver forelsket. 

    I mødet mellem os og en narcissist kan der også ske det, at vi bliver trigget på vores gamle måske ganske ubevidste sår. Også kaldet kærlighedssår. Og disse kan være mange og meget individuelle.

    Det kan være, at vi i vores opvækst havde fikserrollen, og derfor er det helt naturligt for os at bære det store hjælper-gen uden på tøjet. Og det opsnapper en narcissist, der bruger dén indgang ind til dig.

    Det kan også være, at vi som børn manglede mors eller fars opmærksomhed, og lige pludselig overøser en narcissist os med opmærksomhed. Det kan gøre os til lette ofre. For narcissisten er i gang med at fylde vores tomme opmærksomheds/kærligheds-beholder. Og på dette tidspunkt er vi slet ikke klar over, at dét narcissistens smider i vores beholder er ren gift.

    Så kære dig. For at undgå at falde i en narcissists spind er det vigtigt, at vi er opmærksomme. Opmærksomme på narcissisten og hans adfærd. Men det er lige så vigtigt, at vi også er opmærksomme på os selv.

     

    Vi skal være opmærksomme på narcissisten, fordi han med sit røgslør, sit skuespil og sin manipulation ønsker at suge os ind i hans fortælling om en god mand. Vi skal øve os i at være kritiske. Have den sunde fornuft med som følgesvend. Vi skal øve os i at sætte sunde spørgsmålstegn ved adfærd, der virker “for godt til at være sandt”. Ved adfærd der virker grænseoverskridende på os. Ved adfærd der får os til at føle os kede af det, frustreret, utrygge, bekymrede etc. 

    Men vi skal også være opmærksomme på os selv. Vi skal øve os i at lytte til vores intuition. Lade vores mavefornemmelse komme til orde. For vores indre vil meget ofte fortælle os, om det vi har gang i (ham vi har gang i) er godt eller skidt for os.

    Og så skal vi invitere os selv ind i vores indre for at kigge på, om vi måske bliver tiltrukket af personer, der kan fylde vores beholdere med alt det, som vi mangler. Dét vi ikke har lært at give os selv. Dét vi ikke har trænet i at give os selv. Dét vi tror ANDRE kun kan give os. 

    For når vi søger at få vores beholdere fyldt op af andre, er vi på den. Da er vi “lette ofre” for personer, hvis agenda er at udnytte os til deres egne behov. Og vi bliver som en magnet for en narcissist, der desværre er ekspert i at scanne og genkende, hvem der har tomme eller halvtomme beholdere.

     

    Så kære skønne dig. Dig der ikke ønsker at havne i armene på en narcissist (igen). Vi kan ikke undgå at støde ind i manipulerende energityve. Men vi kan gøre vores indre arbejde, så det bliver langt nemmere for os at holde en narcissist ud i strakt arm. For når vi kender os selv, vores styrker og svagheder. Vil vi være langt mere opmærksomme på, hvad der er for en mand, vi står overfor.

    Pas på dig ❤️ 

  • Den Skjulte Narcissist

    Hører du egentligt efter de røde flag?

    Læsetiden er: 3 minutter

    At blive i stand til at spotte en narcissist

    kan spare dig for meget. Måneder og års ja endda årtiers smertefulde oplevelser.

    Du har sikkert allerede regnet ud, at jo før vi opdager, at vi står overfor en narcissist, des bedre. Og jo længere vi er sammen med en narcissist – bliver gift, køber hus og får børn med ham – des sværere bliver det at komme ud af forholdet. Ud af narcissistens voldsomme og ubehagelige spind.

     

    Men hvordan opdager vi egentligt, at vi sidder overfor en narcissist? Enten på den første date – eller hjemme ved jeres spisebord, som I nu sammen har ejet i 10 år? 

    For det virker som om, at nogle narcissister viser deres sande jeg ret hurtigt. Mens andre lader gå år og dag ja faktisk først den dag, at I ligger i skilsmisse, at han viser sin narcissistiske side.

    Men… der ER faktisk signaler helt i starten. Det kræver “blot”, at vi ved, hvad vi skal kigge efter. At vi tillader os at mærke dem. Og at vi tør reagere på dem.

     

    Jeg er af den stærke overbevisning, at vi alle har en mavefornemmelse. Nogle har en skarpt trænet mavefornemmelse. Andre har en utrænet mavefornemmelse. 

     

    Særligt når vi er i underskud, kan det være sværere at lytte til mavefornemmelsen, som siger “Neeej tak. Han er ikke god for dig. Løb i den anden retning. Nu”. 

     

    At være i underskud kan for eksempel være, at vi vildt gerne snart vil have en kæreste. En at dele aftenerne med. En at vågne op sammen med. En at være sammen med, når alle veninderne sidder i sofaen sammen med deres kæreste. En at drømme med. En af stifte familie med. En at rejse med. En der kan dulme vores ensomhed. Eller en der fortæller os, hvor fantastiske vi er. Hvor vilde de er med os.

    Årsagerne til, at vi er i underskud kan være mange.

    Men det der sker, når vi er i underskud er, at vi bliver lidt døve på vores mavefornemmelse. Vi har ikke lyst til at høre den. Vi vil ikke høre den. Måske fordi den vil fortælle os noget, som lige nu og her vil fratage os at indfri vores længsel efter en at være sammen med. Mavefornemmelsen vil holde os fast i singlelivet. Ja måske i ensomheden.

     

    Men kære skønne dig. At lytte til mavefornemmelsen er dit mest kraftfulde våben. Et våben der kan beskytte dig mere end den vildeste ridder i rustning og mandsmod.

     

    Så hvad skal du kigge efter for at spotte en narcissist?

    Jeg kunne let give dig en liste over red flags, som du skal være særlig opmærksom på – manipulernede adfærd, egoisme, løgne for bare at nævne et par stykker.

     

    Men i virkeligheden er den sande kur din egen mavefornemmelse. Din intuition. Din egen indre visdom.

     

    Det kan være ting, han siger, gør eller vil ting, som du ikke er vild med. Som gør dig ked af det. Bekymret. Utryg. Eller måske har du en underlig fornemmelse af, at hans ord og handlinger ikke stemmer overens. Eller bare sådan en udefinerbar uro i maven. 

     

    Og det er ok, hvis din veninde, mor eller kollega har andre værdier og standarder for, hvad der er ok. Men det handler om dem og deres liv. I dit liv er det vigtigt, at DU mærker, når noget ikke føles godt og sundt for DIG.

     

    Så det handler om at holde dine sanser åbne. Mærke efter. Lytte til hvad han gør og siger. Og hvad din mavefornemmelse siger til dig om ham. Føles det rart? Sådan langt ind i maven? Eller er der noget, der ikke spiller?

     

    Hvis hans handlinger ikke stemmer overens med dine værdier. Så hav mod. Find mod til at gå videre. Når dét er det bedste for dig. 

     

    Pas på dig ❤️

     

  • Den Skjulte Narcissist

    3 måder at beskytte dig selv på

    Læsetiden er: 4 minutter

    At navigere i en relation med en narcissist

    er for de fleste en ud-af-kroppen-oplevelse. På den virkelig hårde måde.

     

    Du kan blive udsat for løgn, fortielse, bedrag, manipulation, trusler og psykisk vold. Altsammen hvor det er narcissisten, der er chefkokken. Ham, der med dirigentstokken bestemmer, om han har lyst til, at du skal steges, koges eller lægges i fryseren.

     

    Det kan føles ekstremt stressende at stå i situationer, hvor du oplever, at du ikke har indflydelse på, hvad narcissisten kan finde på at sige eller gøre. Men du HAR faktisk knapper, du kan skrue på. Ting der kan have enorm stor betydning for din indre ro.

     

    Jeg har her samlet mine 3 bedste mental-råd til, hvordan du beskytter dig selv mod narcissistens ubehagelige adfærd.

     

    1. Vid at alt hvad narcissisten gør og siger i virkeligheden er hans egen fortælling om EGEN utilstrækkelighed. Hans EGNE indre dæmoner. Hans EGET lort. Det handler KUN om HAM og hans.

    Så når han fortæller dig, at du er uduelig, dum, egoistisk, uempatisk, en løgner, en dårlig forælder. Så er det ham selv, han i virkeligheden taler om. Det er ren projektion. Det er ren “spejl”. Han sætter et spejl op foran sig selv. Men dét han ser er så ubehagligt, at han sætter dig ind i ligningen – i stedet for ham selv.  For det er ikke et rart spejlbillede, han kigger på. Og det er svært at rumme. Så svært, at han i stedet smider det over på dig.

    Og hvad kan du så bruge denne viden til?

    Du kan bruge den til noget ekstremt vigtigt. Noget meget forløsende. Nemlig:

    Tag ALDRIG narcisstens verbale angreb personligt. Aldrig!

    Du må aldrig tro, at det handler om dig. 

    Når vi først indser. Når vi først forstår. At narcissisten taler ene og alene om sig selv. At når han smider sit l*rt ud over os. Er det i virkeligheden hans eget. Og så bliver det langt lettere for os at holde ham ud i strakt arm. Ryste hans verbale overfald af os. For det handler slet slet ikke om os. Det handler KUN om ham.

     

    2. Respond. Do not react. Og hvad betyder det egentligt? Det betyder, at du blot skal svare på narcissistens henvendelser og udtalelser. Du skal IKKE reagere.

    Lad mig give et eksempel.

    Din eksmand og dig er i gang med at kommunikere omkring fordeling af sommerferien. Det går ikke gnidningsfrit. Og det irriterer narcissisten gevaldigt meget. Han vil have sin ret. Og midt i skriverier om datoer og ugenumre skriver han til dig, at “du er dog den mest egoistiske mor et barn kan have”,  at du “kun tænker på dig selv”, at at “han er flov over at kende en person som dig”.

    Mange af os kommer til at falde i her. Fordi det er så vanvittige ting, vi bliver beskyldt for. Og derfor er det helt naturligt, at vi har lyst til at forsvare os. Forklare os. Mod uretfærdigheden. Og måske give igen af samme skuffe. I ren desperation. Men det skal vi ikke.

    For narcissisten er ligeglad med din forklaring. Eller rettere det er narcissisten faktisk slet ikke. Han er ligeglad med dine ord. Ligeglad med dig. Men han er voldsomt interesseret i, at du bruger din energi på ham. at du spræller i nettet og forklarer og forsvarer. At han kan mærke, at han kan suge din energi, dit humør fra dig. At han har magt over dig og dit humør. Dét er vigtigt for ham.

     

    Så giv ikke gaver væk.

    Se det for dig på denne måde: 

    Ville du gå ind til en forretning og købe den dyreste vare på hylderne?

    Og sende den til narcissisten? Nej, vel?

    Men det er præcist dét, der sker, når vi REAGERER på narcissistens angreb. Vi giver narcissisten lige præcist dén gave, han allermest ønsker sig. Nemlig at få os til at REAGERE. Med vrede, frustration, gråd, at vi forsvarer os. At vi forklarer os.

     

    Så kære dig. Giv ikke narcissisten det, han er ude efter. Giv ham ikke noget af dig. IKKE dine følelser. IKKE din reaktion. 

    Svar på sms-korrespondancen sådan her:

    “Det er fint med uge 29, 30 og 31”. Eller “jeg foreslår uge 29, 30 og 31

    Svar kort. Svar neutralt. Svar uden følelser. Ikke kommenter på hans “mellemregninger” (de verbale overfald). Aldrig.

    På dén måde kan du holde narcissisten ud i en emotionel strakt arm. Og det er ekstremt vigtigt, at du bevarer dig og dit indre intakt.

    Narcissistens indre vrede (som ikke handler om dig) skal ikke finde bo i dig.

     

    3.  Fokuser på dit eget liv. Når vi har i en relation med en narcissist (partner, eksmand etc.), kan vi være tilbøjelige til at bruge enormt meget energi på dem. Også selvom vi end ikke er gift med dem længere. Ikke mere bor sammen med dem. Og det er forståeligt. For narcissistens manipulerende adfærd kan æde sig dybt ind i vores indre. Fordi det er så crazy adfærd!

    Men når vi kommer til at bruge en for stor del af vores tid på at afkode narcissisten. Bekymre os om narcissistens næste træk.  Ja, så er der mindre tid til at skabe os vores eget liv. 

    Og specielt når vi er oppe imod en narcissisten, er det vanvittigt vigtigt, at vi opbygger en modpol. Særligt hvis du har (dele)børn med ham. Et normalt liv. Hvor narcissisten ikke kan trænge ind.

     

    Hvis du stadig bor sammen med ham, kan det i sagens natur være vanskeligt at få helle for hans manipulerende psykologiske spil. Men selv her er der et sted, hvor narcissisten ikke kan komme ind. Hvis vi ikke giver lov. Og det er i vores sind. Lad ikke narcissisten få held med at bilde dig ind, at du er alt det, som narcissisten forsøger at knække dig med. Hold fast i din indre kerne. Den er din. Og KUN din. 

     

    Bor du ikke længere sammen med narcissisten, er det vigtigt, at du bruger tid på at pleje dig og dit helbred. Dit mentale og fysiske helbred. At du opbygger flere og flere stunder, hvor narcissistens gale verden har sværere ved at nå dig. Og dine børn. I dit hjem.

    Og er dine delebørn hos dig i dag, må du ikke lade narcissisten stjæle al din energi og tankevirksomhed. Men i stedet øve dig i, at når du og dine børn er sammen, så skaber du og I et helle. Et fristed, hvor du opbygger dig og dine børn. Fri af narcissistens crazy making adfærd. Og hvor du samtidig selv kan mærke, at alting ikke behøver handle om, at I har en narcissist i familien.

    Det kræver øvelse. Men med bevidsthed kan det lykkes. Og det er det hele værd.

     

    Pas på dig ❤️