Kærlighed og parforhold

Når han går…

Læsetiden er: 2 minutter

Når han går…

At blive forladt kan være rigtigt hårdt. Savnet kan næsten vælte vores verden. Og vi kommer nemt til at bruge enormt meget tid og rigtigt meget energi på at være ovre i vores ekspartner. På at være tilbage i tiden. Da vi var sammen. Med HAM.

Men kære dig. Når han går, så lad ham gå.

Det betyder, at du ikke skal være sammen med ham. Ingen – heller ikke dig – skal være sammen med en, der ikke vil os. 

 

Prøv at smage på sætningen:

Du skal ikke være sammen med en, der ikke vil dig.

Punktum. Kærligt punktum.

 

Prøv at kigge på ordene. Lige dér er der en mulighed for at blive mere bevidst om budskabet i sætningen. At vi  – selvfølgelig – ikke skal være sammen med en, som ikke vil os. Vi bliver opmærksomme på, at det jo næsten er naturstridigt at forsøge at holde fast… i en person… der er gået.

Lad være med at analysere på, hvorfor han gik. Lige nu er det underordnet, selvom du sikkert føler trang til at optrævle alt for at forsøge at finde hoved og hale i “hvorfor?”. Vores tanker er fyldt med spørgsmål: Hvad skete der? Hvorfor gik han? Hvordan får jeg ham tilbage? Hvad laver han nu? Hvem er han sammen med? Var jeg ikke god nok? 

Men kære dig. Stop. Det gør ingen forskel for dig. Om du bruger hvert et vågent øjeblik på at finde “hvorfor”. For han er gået. Og du skal ikke løbe efter en, der er gået. Aldrig-nogen-sinde.

 

Accepter. Vær i det. Med værdighed.

Du kan det. Fordi du skal.

Punktum. Kærligt punktum.