• Kærlighed og parforhold,  Skab personlige forandringer

    Når vi saboterer vores parforhold

    Du er i et parforhold, der egentlig fungerer godt

    Der er lidt udfordringer fra tid til anden, men ikke noget som man som 2 voksne ikke burde kunne finde ud af.

    Og så… BUM!… leverer din partner et “jeg kan ikke være i det her mere”.  Og ja, så er du pludselig single.

    Når du beder din nu ekskæreste om en forklarring på, hvorfor han følte sig nødsaget til at tage så drastisk en beslutning. Får du tilbage nogle mærkværdige forklaringer, der stritter i alle retninger. Eller begrundelser så bizarre, at du ikke kan finde hoved og hale i, hvad der er den egentlige årsag. Eller årsager så små og ubetydelige, at vi da sagtens kunne have fundet ud af dét!

    Men fra en person med angst for nærhed og intimitet, er det lige præcist ingen plausibel forklaring, du vil få.

     

    Og hvad er nu angst for nærhed og intimitet for noget?

    På engelsk hedder det fear of intimacy. Og dækker over en ubevidst angst for nærhed, der i virkeligheden handler om angst for at miste. Og forsøg på at få kontrol.

    Og jep, som så mange andre gange før, skal vi et smut tilbage i barndommen.

    Et hvert lille barn er dybt dybt afhængig af dets forældre til at tage vare på det. Og en barndom med en eller begge forældre, der af forskellige årsager ikke formåede at skabe trygge forudsigelige rammer for barnet, kan resultere i, at man udvikler fear of intimacy. Barnet var overladt til at skulle trøste sig selv. Give sig selv tryghed. Og barnet blev måske tilmed svigtet og udsat for psykisk, fysisk eller seksuel vold.

     

    Fast forward til voksenlivet er disse barndomsoplevelser- og svigt blevet til smertelige ar, der følger med ind i kærlighedsrelationer og parforhold.

    Som voksen er man i parforholdet bange for at blive forladt af sin partner, bange for at han/hun vil forlade en, og derfor har man en ubevidst modvilje mod at andre kommer for tæt på. Fordi de nære relationer kan skuffe noget så forfærdeligt. Denne uheldige læring har man med fra barndommen, hvor man oplevede, at de allernæreste relationer var ustabile og utilregnelige og svigtede en og gjorde en ondt. Og at man ikke kunne stole på andre end sig selv.

     

    I parforholdet kommer det til udtryk ved, at en person med angst for nærhed konstant tester sin partner for at se “Er du der stadig for mig, selv når jeg er urimelig, krævende, mit grimmeste og uelskelig (tænker han)?. Mine forældre var der ikke, men er du?”.

    Disse tests kan blandt være, at partneren starter urimelige diskussioner eller skænderier, for at se hvor langt du vil være med til at gå. Det kan også være, at din partner har vilde eller modstridende krav til dig. Måske behandler han dig dårligt. Eller på andre måder presser dig.

    Disse tests er selvsagt med til at skubbe dig, hans partner, længere og længere væk fra ham. Og selvom det kan virke vanvittigt at gøre for en person, der netop er bange for at miste dig, så giver det den triste mening i din partners sind, at han her bliver bekræftet i, at “Se alle forlader mig. Jeg har kun mig selv”. En slags selvopfyldende profiti. Fordi din partner ikke ser anden udvej end at ende forholdet selvom, han selv har bragt jer derud. 

     

    Og selvom det kan gøre vanvittigt ondt på din partner, der har angst for at blive forladt. Så føles det genkendeligt for ham at gå fra dig, fordi “han i det mindste fik ret, for se… hun kunne ikke stå distancen. Hun kunne og ville ikke bære mig. Hvad sagde jeg?”. 

    Han bliver bekræftet i sine historie fra barndommen og bekræftet i sine værste bange anelser. Jeg har kun mig selv. Men sidder til gengæld i førersædet, hvor det er ham, der bestemmer, at I ikke længere skal være et par. Og det giver ham en følelse af magt. Der for en person med angst for nærvær og intimintet og for at miste, trods alt er et plaster på såret i hans urolige sind.

     

    Pas på dig

    ❤️

    Skærmbillede 2020-06-19 kl. 13.10.12
    Del artiklen med nogen, du kender:
    Facebookmail