Skab personlige forandringer

Når vores parforhold ikke fungerer, er det på grund af denne ene ting

Har du et hav af parforhold bag dig? 

Er det som om, at uanset hvem du indleder et forhold til, går der noget tid, og så ramler det hele? Enten går du eller også går din partner? 

Måske er du nysgerrig på at vide, hvad pokker der sker i dine forhold? Er der noget med dig? Eller er du bare møguheldig konstant at støde ind i nogen, der viser sig at være “forkerte valg”?

 

Grunden til vores “uheld” i kærlighed findes der en forklaring på. Og “uheldet” er egentlig ikke din (eller din partners) skyld. 

Da vi var små børn, var vi dybt afhængige af vores mor. Dét er nok ikke en nyhed for nogen. Selvom far – heldigvis – er blevet en vigtig del af moderne børns verden, er menneskebørn OG dyrebørn for den sags skyld kodet til at være særligt knyttet til mor. Det er mor, der har båret barnet i 9 måneder, mor der ammer. Du har måske, hvis du har ammet, oplevet at din mælk løb til, så snart du så dit barn. Jeg oplevede det selv. Vildt og fascinerende. Det er ikke noget, mælken gør, fordi at du som mor tænker, at dit barn er mega cute. Det er ren biologi. 

På samme måde er vi menneskebørn også kodet til mor på det følelsesmæssige plan. Jeg kender en, der arbejdede på et plejehjem. Og her sad de senildemente ældre beboere på 90 år og kaldte på deres mor. De kaldte ikke på far. Og selvom far sikkert har været sød og rar og vigtig, så var det altså mor, der hang ved til det sidste. 

 

Så mor er ekstrem vigtig for et hvert barns overlevelse, tryghed, opvækst og trivsel.

(Jeg ved, at det kan lyde provokerende, at en mor ser ud til at have “al ansvar”. Jeg er selv mor og er bestemt ikke upåvirket af, at meget hænger på mig ift., mine børns følelsesmæssige trivsel. Og selvfølgelig har far også en påvirkning, positiv som negativ. Men tusindevis af generationers mor-barn-biologi er svært at kæmpe imod).

Men… hvis mor ikke har været helt så tilgængelig for et barn i de første afgørende år af barnets liv, ja så har det enormt indflydelse på os ja hele givet igennem.

Jamen min mor var hverken dranker, voldelig, psykisk syg eller noget andet, der gjorde, at hun ikke var en god mor. 

 

Men faktisk behøver der ikke være alverdens grumme hændelser til stede for, at en mor ikke kan tage vare på sit barn. Og mange gange gør hun det ikke af ond vilje. Måske er hun slet ikke bevidst om, hvad hun gør.

 

Lad mig give et eksempel:

Signe er vokset op med i et hjem med både mor og far. Hendes far var godt nok bipolar, men havde også gode perioder, hvor det føltes som om, at de var en helt almindelig familie med hus, sommerhus, ferier og weekendture. Hendes mor var der altid. I hvert fald fysisk. Men fordi faderen havde perioder med en vis form for utilregnelighed, var moderen ofte lidt på vagt. Hun skulle være på forkant. Hun skulle bøje af. Og hun skulle passe på Signe. Hvis faderen pludselig kunne finde på at sige eller gøre noget, som potentielt kunne skade Signe, følelsesmæssigt eller mentalt.

Så selvom Signes mor var kærlig, varm og omsorgsfuld, var en stor del af moderens sind optaget af at prøve at afværge den uro, der konstant hang over familien som en potentiel og utilregnelig tordensky.

 

Og hvad har dette med Signes mange bristede parforhold at gøre?

Meget. Rigtigt meget faktisk.

For at passe på sit barn måtte Signes mor bruge en del af sin opmærksomhed på den joker, som faderens mentale tilstand var i familien. Det betød, at Signes mor ikke altid var tilgængelig følelsesmæssigt. Og dét bemærker et selv meget lille barn enormt hurtigt. Da en mor og et barn er så kodet til hinanden, er små børn ekstremt gode til at aflæse deres mor (den primære omsorgsperson). Og når mor ikke altid er der eller kan være der, ja så bliver barnet utrygt.

 

Fast forward kommer denne utryghed til at få stor betydning for Signe i mange henseender i tilværelsen. For et utrygt tilknytningsmønster kan præge os langt langt ind i vores voksenliv. Det utrygge tilknytningsmønster bliver opskriften på, hvordan vi knytter os til, relaterer til og “bonder” med alle vores relationer – partnere, venner, kolleger. Gennem hele livet. 

Men det er særligt i relationen til en partner, at vores utrygge tilknytningsmønster ses tydeligst. Det er fordi, at det er i denne nære relation, at vi er mest sårbare og samtidig “kræver” mest – at blive elsket betingelsesløst, blive set, blive forstået mm.

Fuldstændig som da vi var små børn og “krævede” (havde brug for), at mor var der for os. Men det var mor ikke helt.

 

Og netop dét er essensen af, hvorfor vi ikke kan finde ud af det med parforhold. 

Så længe vi ikke kan se sammenhængen. Så længe vi bliver ved med at tro, at det er partneren. Så længe vi bliver ved med at dunke os selv oveni hovedet, at vi er dårlige til at finde en god partner. Ja så vil historien gentage sig. Så vil vi gentage det samme mønster igen og igen. Det er som om, at “universet” bliver ved med at sætte os i samme scene igen og igen indtil, at vi har fattet det. Indtil vi gør noget ved det.

 

Lige indtil at vi har set, at skylden egentlig ikke er vores. Men at vi har fået dette uhensigtsmæssige mønster med hjemmefra. Af en omsorgsperson, der ikke vidste bedre. Ikke var bevidst. Ikke kunne andet. Men gjorde SIT bedste under HENDES livsbetingelser 

❤️


 

Så hvad skal du så gøre?

Du skal give dig selv den gave, der ligger i at dykke ned i, hvorfor du ikke kan få dine parforhold til at fungere.

 

Hvad er det, der gør, at du går fra dine partnere?

Hvad er det, der gør, at dine partnere går fra dig?

Hvad er det i mig, der jager mine partnere væk?

Hvad er det i mig, der ikke kan være i mine forhold?

Og vigtigst af alt, undersøg dit tilknytningsmønster. Se hvordan det har indflydelse på dine relationer. Også din relation til dig selv.

 

Jamen, hvis det er et mønster fra min barndom, så kan jeg vel ikke gøre så meget ved det?

Oh yes, Honey. Dét er det fantastiske ved det. Du kan gøre SÅ meget ved dine gamle mønstre. Men kun hvis du tør se på, hvorfor du gør som du gør.

Skattekister ligger altid på bunden af havet. Det gør din også. Jeg ved, at der sikkert er helt mørkt dernede. Men find modet. Dyk ned efter den. Skatten. Og kom så op til overfladen med indholdet. Se på mønterne. Puds dem godt af. Slib ædelstenene lidt. Reparer den knækkede spilledåse. Og studér skattekortet grundet.

 

Når du har gjort dit arbejde. Repareret. Studeret. Vil du aldrig mere opleve verden på samme måde – og det vil dine fremtidige relationer bære præg af.

 

 

Pas på dig

❤️, h

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 13.10.12